Om Teosofi

FAQ

 

(Ofte stillede spørgsmål og svarene på dem)

Af Søren Hauge

Gengivet med tilladelse fra Teosofisk Forening Århus

SP: Hvad betyder ordet teosofi?

 

SV: Teosofi betyder åndelig visdom. Ordet er græsk og er en sammensat helhed, bestående af to ord. Det første ord, ”theos”, betyder Gud og refererer til det guddommelige eller det åndelige. Det andet ord er ”sophia”, som betyder visdom eller indsigt. Ofte bruger man også ordet ”esoterisk”, der ligeledes er græsk og betyder ”indre” eller ”bagvedliggende”, modsat ”eksoterisk”, der betyder ydre. Teosofi er åndelig visdom, hvor som helst og når som helst den kommer til udtryk. Teosofi er esoterisk livsforståelse, dvs. erkendelse af de indre eller bagvedliggende kræfter og energier, som påvirker og betinger alle ydre begivenheder og hændelser.

 

SP: Er teosofien en religion?

 

SV: Nej. Teosofien er den kerne af indsigt og ånd, som findes i enhver religion eller spirituel tradition i verden. Teosofien er også den indre side af filosofi, kunst og videnskab, og begrænses derfor ikke til det religiøse livsområde. Når teosofien undertiden hos H. P. Blavatsky omtales som ”visdomsreligionen”, så refereres der til den indre indsigt og højere væren, som religionerne udspringer af. Teosofien har ingen dogmer, som pålægges, ingen kultus, som forventes udført og intet lederskab, som skal følges. Det står enhver helt frit at følge sin egen samvittighed og sans for, hvad der er det sande og rigtige.

 

SP: Er teosofi et spørgsmål om tro eller viden?

 

SV: Langt størstedelen af teosofien er i begyndelsen et rent trosspørgsmål, også selvom det tiltaler fornuften i overvældende grad. Efterhånden vil mange af de perspektiver, som på et tidligere tidspunkt var tro, kunne verificeres af den direkte erfaring og derfor omsættes til viden. Eksempelvis vil troen på at der findes auraer eller engle kunne afløses af direkte viden og førstehåndserfaring. Men troen kan også være baseret på mange fornuftsgrunde, eksempelvis at mange andre mennesker beretter om det ud fra direkte erfaringer. Troen vil altid gå foran og viden følge efter. Teosofi er ikke et spørgsmål om blind tro, men om at tro på noget, som ikke er i strid med fornuften og slet ikke i strid med direkte erfaring. Man kan også sige at troen er den åbenhed og villighed til accept, som muliggør at der kan opstå ny viden og indsigt.

 

SP: Teosofien omtales som åndsvidenskab. Hvad skal det sige?

 

SV: De mange teosofiske perspektiver er baseret på meditative indsigter og på åndsforskning. De meditative indsigter kommer af direkte erfaringer i transcendente bevidsthedstilstande, hvor livets enhed er en realitet og hvor det erfares at guddommeligheden gennemtrænger alt. Det er også muligt at udvikle højere sansemuligheder på andre bevidsthedsplan end det fysiske. Disse kaldes undertiden for psykiske evner eller sanser (eller E.S.P., en forkortelse for Extra Sensory Perception) og kan systematisk optrænes ved metodisk disciplin. Når højpsykiske evner anvendes til at udforske valgte emner med, kaldes det åndsforskning. Mange af de teosofiske påstande kan ikke bevises eller modbevises på nuværende tidspunkt, men der må principielt stilles de samme krav til åndsforskere som til andre forskere. Det betyder bla. At flere uafhængige forskere må være i stand til at komme frem til de samme resultater, ligesom eksperimenter må kunne gentages. I fremtiden vil vi derfor kunne imødese et nært samarbejde mellem traditionelle forskere og åndsforskere.

 

SP: Hvordan forholder teosofien sig til politik?

 

SV: Teosofien er ifølge sin natur fuldstændig apolitisk og Teosofisk Forening Fyn er uafhængig af enhver politisk, religiøs eller samfundsmæssig organisation eller institution. Teosofi kan ikke begrænses til politiske eller religiøse ideologier og Teosofisk Forening Fyn vil aldrig udtrykke sympatier eller antipatier overfor særlige partiprogrammer. Men den teosofiske livsforståelse kan ikke undgå at berøre den politiske virkelighed, fordi den teosofiske etik må udtrykke sig i positiv harmløshed, aktiv medfølelse og god vilje i handling, ligesom en teosofisk indstilling altid vil rette sig mod menneskehedens enhed og ærbødighed overfor alt levende. Teosofisk Forening Fyn overlader det suverænt til de enkelte medlemmer og interesserede at omsætte denne bevidsthedsform til praksis ved at følge den individuelle skelneevne og samvittighed.

 

SP: Støtter Teosofisk Forening Fyn bestemte humanitære organisationer?

 

SV: Nej. Foreningen kan ikke fokusere på enkelte organisationer, da det ville indsnævre friheden for medlemmerne, men i selve teosofiens sociale udtryk ligger en naturlig opfordring til medlemmerne om på hver deres måde at støtte dér, hvor de finder det bedst – til fjerneste af lidelse og uvidenhed og til fremme for menneskehedens og Jordens enhed.

 

SP: Hvorfor er der et hagekors i Teosofisk Forening Fyns segl?

 

SV: Det såkaldte hagekors er det ældgamle svastika eller hagekors, som genfindes i mange forskellige kulturer verden over. Det er især kendt fra Indien og fra indianske kulturer i Amerika. Nazismens perverterede misbrug af hagekorset er lige så tragisk, som Ku Klux Klans og visse ekstreme Heavy Metal gruppers anvendelse af det kristne kors. Svastikaet er i virkeligheden et kors i roterende bevægelse og udtrykker den kosmisk skabende kraft eller kreative energi, som er i hele skaberværket. Som symbol indgår svastikaet sammen med andre symboler i seglet (bla. Davidsstjernen, som jøderne anvender), og fortæller på denne måde om sammenhænge i mikro- og makrokosmos. Klik her for en separat forklaring på seglet.

 

SP: Teosofien taler om racer og menneskehedens universelle broderskab på samme tid. Hvordan hænger det sammen?

 

SV: Det er et kerneanliggende for Teosofisk Forening Fyn at arbejde for at menneskehedens enhed fremmes på alle måder. Alle mennesker er medlemmer af den ene menneskelige familie, og vi kan kun opnå en hel verden gennem fredelig, menneskelig sameksistens. Når man i teosofien taler om ”racer” (rodracer, underracer og delracer), så refererer det til at menneskeheden i udviklingens forløb har gennemgået forskellige stadier og er blevet spredt i forskellige forgreninger verden over. Efter anden verdenskrig og nazismens uhyggelige racisme er det blevet vanskeligt at bruge ordet ”race” uden at det vækker stærkt ubehagelige associationer. Ud fra et teosofisk synspunkt er menneskesjælen hverken mand eller kvinde, sort, hvid, rød eller gul, men derimod en udødelig bevidsthed, som fødes ind i forskellige kulturer. Fremtiden vil ifølge teosofien opleve en stigende raceblanding, så nye variationer og udviklinger kan ske i menneskeriget. Vi lever i en multietnisk virkelighed og på samme tid er vi alle i familie med hinanden som medlemmer af menneskeracen.

 

SP: Hvad er Teosofisk Forening Fyns forhold til Den Frie Universelle Kirke (L.K.K.)?

 

SV: Der er tale om to selvstændige og helt uafhængige organisationer, som har sympati for hinandens virke, men som har helt forskellige opgaver at udføre. De har det til fælles at de respekterer alle religioner og de rummer ingen dogmer. Den Frie Universelle Kirke (på globalt plan kaldt Liberal Katolsk Kirke, L.K.K. eller L.C.C.) er stiftet af teosoffen James Ingalls Wedgwood og blev senere udviklet med førende teosoffer som Charles W. Leadbeater, Annie Besant og Geoffrey Hodson mfl. I forskellige direkte og indirekte funktioner. Det betyder at teosofien i varierende grad præger kirkens udfoldelse rundt om i verden.

 

SP: Er reinkarnation og karma ikke teosofiske dogmer?

 

SV: Et dogme er en forestilling, som ubetinget skal følges, en læresætning, som er indiskutabel. Teosofien opfordrer det enkelte menneske til selv at tage stilling til visdomslærens perspektiver og fremlægger de behandlede emner til individuel overvejelse. Hvis reinkarnation og karma ikke vækker genklang hos et menneske, så forhindrer det ikke vedkommende i at være medlem af Teosofisk Forening Fyn, hvis andre af foreningens emner tiltaler og tiltrækker. Alt kan gøres til dogmer, hvor snæversyn og fordomsfuldhed tager overhånd. Reinkarnations- og karmatanken, som indtager centrale positioner i det teosofiske livssyn, kan derfor udlægges dogmatisk, ligesom de kan fremlægges åbent og udogmatisk. Sådan gælder det med dette, såvel som alle andre teosofiske emner.

 

SP: Er det muligt kort at beskrive teosofisk etik?

 

SV: Teosofisk etik er essensen af den højeste etik i alle religioner, spirituelle traditioner og kulturer. En forsøgsvis beskrivelse vil sætte to ord i centrum: Sandhed og kærlighed. Det ligger i selve det teosofiske motto: ”Sandheden er den højeste lære”, at vi må bestræbe os på at være sande i tanke, ord og handling.

Tilsvarende er det budskab, som Kristus gav for to tusinde år siden, lige aktuelt, når han sagde: ”Elsk din næste som dig selv”.

Vi må bestræbe os på at være kærlige i alt, hvad vi gør.

 

Sandhed og kærlighed er to sider af samme realitet.

At praktisere sandhed og kærlighed vil sige at blive et levende udtryk for sandhed og kærlighed. Sandhed begynder med ærlighed og kærlighed begynder med god vilje.

 

Vær ærlig og hav velvilje. Sådan kan man beskrive teosofisk etik. Teosofien er den højeste etik i alle spirituelle, metafysiske og menneskelige sammenhænge og formuleres derfor forskelligt, alt efter temperament og baggrund. Det andet punkt at fremhæve kunne være ”den gyldne regel”, som alle verdensreligioner rummer: ”Vær mod andre, som du gerne vil, at de er imod dig.”

 

SP: Teosofien taler om en ny tidsalders fødsel og skabelsen af en ny verdensorden. Hvordan skal det forstås?

 

SV: Tanken om tidsaldre drejer sig om at menneskeheden gennemgår forskellige udviklingsmæssige processer i tidsepoker, hvor bestemte kvaliteter og kræfter er i udfoldelse. Disse indflydelser kommer dels fra dybet af menneskets egen natur og i kraft af kosmiske indstrålinger fra stjernetegn og planeter i vores nærkosmos.

Teosofien betragter planeter og stjerner som levende makrokosmiske væsener, der har deres udstråling ligesom mennesker og alle andre levende væsener. Heraf kommer astrologiens berettigelse, da den er videnskaben om energiernes samspil. Et eksempel på en sådan tidsepoke er de sidste 2000 år, hvor alt levende på planeten har været præget af fiskenes tegns kvaliteter, hvilket har sat religiøsiteten, inderligheden og idealismen i centrum.

 

Dette præg afløses nu af vandbærerens tegns kvaliteter, der i langt højere grad fremmer videnskaben, tankesindet og den praktiske kunnen. Vi står med andre ord i et gigantisk tidehvervsskift af globale dimensioner. Alle naturens riger påvirkes ved overgangen fra en tidsalder til en anden og det griber ind i alle forhold på alle niveauer. Dette betyder også at dagsordenen for et nyt verdenssamfund er sat. Denne nye verdensorden vil i dybeste forstand blive indbegrebet af humanitet, respekt for livets hellighed, kulturel mangfoldighed, universel spiritualitet og verdensborgerskab.

 

 

 

Teosofi i syv udsagn

Af Søren Hauge

Gengivet med tilladelse fra Teosofisk Forening Århus

Teosofi er åndelig visdom, (theos, gud, sophia, visdom) det vil sige den indre kerne, som findes i alle kulturer og spirituelle traditioner. Tidligere blev den formidlet i det skjulte, men spredes i dag frit og åbent.

Teosofi er psykologi, det vil sige indsigt i menneskets bevidsthed og åndelige natur. I takt med at vi opnår forståelse for vores psyke, sind og højere åndelige muligheder, kan vi påbegynde en forvandling af vores liv så det får større dybde, mening og glæde.

Teosofi er filosofi, det vil sige en metafysisk eller erkendelsesmæssig helheds- opfattelse af tilværelsen, der viser sammenhængen mellem religion og videnskab og mellem østlige og vestlige traditioner.

Det er en livsopfattelse, som forener tro og viden.

Teosofi er åndsvidenskab, det vil sige viden baseret på iagttagelser, tilvejebragt gennem meditative erfaringer – og ved brug af systematisk trænet højere sanseopfattelse, også kaldt psykisk sansning eller ESP (Extra Sensory Perception).

Teosofi er en etisk livsholdning, der berører alle tilværelsens aspekter og sætter sociale, samfundsmæssige og humanitære aktiviteter ind i et helhedsperspektiv. Den giver os nye livsværdier og praktiseres i hverdagen gennem aktiv med- følelse og god vilje.

Teosofi er et universelt livssyn, og derfor uafhængigt af religiøse, politiske og sociale organisationer. Det indebærer en dyb respekt overfor alt levende og for det enkelte menneskes søgen.

Teosofi er en dynamisk lære, som tager udgangspunkt i de åndelige impuls- givere, der gennem tiderne har vejledt mennesker. I moderne tid har de teosofiske pionérer givet en sammenhængende fremlægning af denne indsigt, som frit tilbydes enhver.

 

 

 

Teosofi – kort og godt

Tidløse indsigter

Det er en ældgammel betragtning, at mennesker til alle tider har haft adgang til dybe indsigter om livet og eksistensen, formålet og meningen med vores tilværelse. Disse vise skikkelser har ofte dannet tankeskoler, mysteriesamfund og spirituelle fællesskaber, og de har været forbilleder for talrige slægter og kulturer. Krishnas undervisning i selvovergivelsens kunst, Buddhas indsigt i lidelsen og medfølelsen, og Kristi budskab om næstekærligheden er uovertrufne eksempler på sådanne lysende sjæle, der har ændret verden for stedse ved at bringe tidløs visdom ind i foranderlighedens verden. Disse indsigter kan med et gammelt ord kaldes teosofi (gr. Theos, Gud, sophia, visdom) eller simpelthen åndelig visdom.

Skjulte skatte

De store åndelige skikkelser har altid vidst, at mennesker har forskellige grader af modenhed, og at indsigterne må formidles på flere niveauer. Kristus sagde at ”himmerigets hemmeligheder” var forbeholdt disciplene og at folkeskarerne måtte undervises med lignelser. Han skelnede mellem den indre (esoteriske) kerne i læren, og den ydre (eksoteriske) præsentation. Sådan har det altid været,

når åndelige budbringere har formidlet viden om livets dybere dimensioner.

Men skatten er der for at blive fundet. Det skjulte må åbenbares.

Bjerget er det samme

Hvis man ser tilværelsen i et esoterisk (indre, årsagsrelateret) perspektiv, opdager man, at der findes mange veje til det samme mål. Religion og videnskab, filosofi og kunst, kan ses som forskellige dialekter af livets sprog. Lao Tses, Einsteins, Platons og Goethes geni og spiritualitet modsiger ikke hinanden, men viser på forskellige måder ind til virkelighedens dybere lag. Denne helhedsforbundne opfattelsesmåde forener mystik og rationalitet, tro og viden, og peger i retning af en virkelighed med utallige facetter. Man kan bestige bjerget fra mange sider, men det er stadig det samme bjerg.

Det levende kosmos

Mange af den moderne videnskabs pionérer betragter universet som et levende udtryk for kosmisk intelligens, en synliggørelse af noget guddommeligt. Den tidløse teosofi bekræfter at universets mælkeveje, stjerneklynger og solsystemer er levende organismer, ganske som vi, og at vi er mikroceller i den store makrokosmiske helhed. Væsener indeni væsener, bevidstheder indeni bevidstheder, og alt sammen synlige udtryk for det, som vi i Vesten kalder Guds skaberplan,

og som Østen kalder Brahmans kosmiske leg. Jorden, solsystemet og galaksen er – ligesom celler, molekyler og atomer – udtryk for bevidsthed i vækst.

Mange dimensioner

Virkeligheden afgrænser sig ikke til vores fysiske sanser. Andre dimensioner åbner sig for den, der har udviklet højere sanseopfattelse eller ESP. Mennesker, som har udviklet og optrænet disse højpsykiske sanser (klarsyn, klarhørelse, klarfølelse osv.), kan udforske ikke-fysiske virkelighedsplan – både psykiske, mentale og åndelige dimensioner – som ligger bag den fysiske verden. På denne måde kan auraer, energifelter, afdøde mennesker, sygdomme og tilsyneladende uforklarlige fænomener undersøges. Disse emner har længe været almindeligt kendte indenfor den parapsykologiske videnskab, og findes beskrevet i alle visdomstraditioner.

En mening med det hele

Livets udvikling er ikke tilfældig og blind. Der er en indre planmæssighed bag livets evolution,

og alle væsener udvikler sig til stadighed frem mod højere bevidsthedstilstande og mere komplekse organismer, der i større grad kan udtrykke de iboende muligheder. Alle væsener har en indre retningsbestemmelse, som fører mod et mere fuldkomment udtryk. Heri ligger kilden til al meningsfuldhed: At vi udfylder vores særlige plads i helheden og arbejder hen imod fuldbyrdelse af vores iboende muligheder. Dette er den universelle visdoms svar på den menneskelige søgen:

Vi er her for at blive, hvad vi inderst inde ér!

Svaret på åndelig fattigdom

Materialisme og egoisme fører aldrig til ophævelsen af den indre fattigdom, som præger vor tids begær og stræben. Indre rastløshed kan ikke stilles ved ydre mæthed. Der behøves meningsfulde perspektiver og åndelig dybde, som både tilfredsstiller troen og fornuften. Tilværelsens mange

lidelser og katastrofer, tragedier og tilsyneladende håbløshed må ses i et større perspektiv,

hvor de viser sig at være læreprocesser og midler til en opvågnen af den menneskelige bevidsthed.

Liv, død og bevidsthed

Ud fra en esoterisk betragtning er den fysiske dimension kun den tætteste energiform i en række af verdener eller dimensioner. Mennesket er udødeligt og døden er kun en ny begyndelse på en umådelig rejse, der fører til højere bevidsthedsplan, indtil mennesket atter vender tilbage til en ny tilværelse i denne verden. Den cykliske lov gælder overalt i universet og mennesket er ingen undtagelse.

Reinkarnation eller genfødsel bekræftes af personlige vidnesbyrd fra alle verdensdele, og er ikke – som det oftest antages – en østlig forestilling. Loven om årsag og virkning, også kaldet karma, sikrer at vi altid ”høster som vi sår” og derved kan lære og udvikles. I de mange tilværelser gennemlever vi kapitel for kapitel i vor egen livets bog, indtil den åndelige udviklingsvej omsider fører os til mesterskab i livet.

Spiritualitet og hverdag

Åndelighed er et spørgsmål om menneskelig karat, om ægthed og medmenneskelighed. Alle de store perspektiver må relateres til dagligdagen og dér udtrykkes i tanke, ord og gerning. Der findes kun praktisk spiritualitet. ”Walk the talk” – lev læren. Så enkelt, og så svært er det. Menneskelig og åndelig vækst handler om at leve et skabende liv, hvor vi udfolder vore talenter gennem den højeste etik. Spiritualitet handler derfor ikke om psykiske oplevelser – hvor fascinerende de end måtte være – men om medfølelse og naturlig ydmyghed. Spiritualitet handler ikke om epokegørende nyheder – hvor interessante de end måtte være – men om fred, glæde og kreativitet. De tre kodeord for det åndelige liv er meditation, studium og tjeneste, så hjerte, hoved og krop levendegøres og forvandles.

Verden i smeltediglen

Aldrig nogensinde før har verden været så meget i omformning og forvandling som nu. Den indre og ydre globalisering gør os til borgere i ”den globale landsby” og vi opdager at menneskedens nye hjem fordrer et liv i mangfoldig enhed. En ny spiritualitet og et nyt verdenssyn er i tilblivelse, hvor kulturer udveksler og hvor naturen atter behandles med omsorg og respekt. Indenfor de nye spirituelle miljøer taler man om, at vi er på vej fra fiskenes til vandbærerens tidsalder, hvilket betyder at tro må suppleres med viden og at autoriteten rykker ind i det enkelte menneske gennem erfaring og praksis. Enhver ny tidsepoke har sine åbenbaringer, og ligesom fiskenes tidsalder faldt sammen med Kristi komme, således er vor tid også begyndelsen på en ny, åndelig renæssance.

 

 

 

Pionerer

Af Søren Hauge

Gengivet med tilladelse fra Teosofisk Forening Århus

En lang række åndelige pionérer har i det nittende og tyvende århundrede stået bag fornyende impulser og bevægelser, som i dag præger det åndelige landskab i verden, og som er led i en ny åndelig renæssance i vor tid. I det følgende skal der gives en række mini-biografier af udvalgte pionerer og teosoffer, som på afgørende vis har stået i spidsen for disse impulser.

 

 

 

HELENA PETROVNA BLAVATSKY (1831-1891)

H. P. Blavatsky blev født i Ekaterinoslav i det nuværende Ukraine. Hun var af russisk adelsslægt (forældrenes slægter var Rotternstern Hahn og Dolgorukov) og voksede op under omskiftelige forhold på grund af hendes fars skiftende arbejdsopgaver. Allerede som barn udviste Helena sin kraftfulde, viljestærke natur. En af hendes yndlingsbeskæftigelser var at ride på kosakheste uden sadel. Hun var samtidig udstyret med en udpræget videbegærlighed, en usædvanlig sensitivitet og medfødte psykiske evner, hvilket gjorde hende til en usædvanlig karakter.

Efter et kort ægteskab i 1848 med general N. V. Blavatsky, viceguvernør i Erivanprovinsen, rejste hun til udlandet og besøgte i de følgende år det meste af verden for at studere åndelige traditioner, mystiske fænomener og okkult viden. Hendes omfattende rejser førte hende til lande som Ægypten, Grækenland, Syrien, Afrika, Indien, Burma, Siam, Kina, Kaukasien, Georgien, Canada, USA, Mexico og Sydamerika, ligesom hun besøgte adskillige europæiske lande. Overalt indsamlede hun en nærmest encyklopædisk viden om kulturer, lande, historie og ikke mindst åndelige og psykiske emner af enhver art. Det blev især muligt gennem de talrige ophold H. P. B. gjorde i åndelige samfund, blandt minoriteter og subkulturer i de forskellige lande. Et eksempel herpå er druserne, som hun blev accepteret af. Hun lærte adskillige sprog og kombineret med et litterært og kunstnerisk talent som tegner og pianist, gav det hende mange muligheder for at få adgang til viden.

Det blev især gentagne og lange ophold i Tibet, der fik afgørende betydning for H. P. B.s arbejde og fremtidige mission. Her modtog hun undervisning fra flere mahatmaer (oplyste sjæle eller vismænd), foruden sin egen mester, som hun clairvoyant og clairaudient havde været i kontakt med siden sin barndom.

Efter sin ankomst til New York i juli 1973 var hun udelukkende optaget af at realisere visionen om dannelse af et teosofisk samfund. Her blev hun genstand for megen opmærksomhed og virkede som en magnet på intellektuelle. Det var derfor ikke vanskeligt at skabe interesse for den teosofiske sag. For ikke alene var hun en højst usædvanlig russisk kvinde, men hun havde desuden erklærede psykiske evner, hvilket hun aldrig lagde skjul på. Efter mødet med Henry Steel Olcott og en kreds af interesserede mennesker, kunne hun således efter nogle få indledende møder medvirke til at grundlægge Det Teosofiske Samfund den 17. november 1875 i New York.

H. P. B.s hovedværker er “Isis Unveiled” (Den utilslørede Isis) fra 1877 og “The Secret Doctrine” (Den hemmelige lære), der udkom i 1888. Den hemmelige lære er et umådeligt omfattende værk, der behandler makro- og mikrokosmos under overskrifterne “Kosmogenese” og “Antropogenese”. Her gives det hidtil mest omfattende okkulte perspektiv på de skabende kræfter i kosmos, evolutionen og menneskets lange tilblivelsesproces. Værket er fyldt med aktuelle kommentarer til Blavatskys samtid og de førende forskere indenfor en række forskellige fagområder. Undervejs refererer hun til 1147 centrale værker, hvoraf adskillige var nærmest utilgængelige og spredt rundt om på verdens mere eller mindre lukkede biblioteker. Den hemmelige lære betragtes stadig som den moderne okkultismes ubestridte hovedværk. H. P. B.s samlede litterære produktion var umådelig stor og udgivelsen af hendes samlede værker fylder 18 tykke bind.

H. P. B. er vanskelig at karakterisere med få ord, men sagt i al korthed, formåede hun gennem en næsten overmenneskelig indsats at så de frø og sprede de impulser, som satte den teosofiske lavine i bevægelse, en lavine, der har rullet med stadig større kraft siden da. Blavatsky var en fremskreden discipel og en repræsentant for det åndelige hierarki, der ikke veg tilbage for selv den mest utrolige modstand og fjendtlighed. Midt i den vestlige civilisations sladder, smålighed og materialisme slog hun en klokkeren tone an, som i realiteten fremkaldte en åndelig kædereaktion blandt mange tusinde mennesker verden over.

Det helt specielle, der kendetegner hendes arbejde, er vel nok den kendsgerning at hun gennem sin åndelige træning under vejledning af mesteren, opnåede at mestre højpsykiske evner på et meget avanceret niveau. Selv betragtede hun dem som ubetydelige biprodukter af den egentlige åndelige forvandlingsproces. Ikke desto mindre muliggjorde de at hun i realiteten kunne “træde til side” og

lade flere af mahatmaerne eller mestrene skrive gennem hende. Store dele af Den hemmelige lære er ikke H.P.B.s eget produkt, men direkte formidling fra mahatmaerne, hvilket understreger værkets epokegørende betydning og til dels forklarer dets umådeligt sammensatte og svært tilgængelige karakter. H.P.B. døde i 1891 og overlod Det Teosofiske Samfund til sine efterfølgere. Anbefalet biografi: Sylvia Cranston: “H. P. B. – The Extraordinary Life and Influence of Helena Blavatsky, Founder of the Modern Theosophical Movement”, G. P. Putnam¢s Sons, New York, 1993. ISBN: 0-87477-688-0.

 

 

HENRY STEEL OLCOTT (1832-1907)

Henry Steel Olcott var medgrundlægger af Det Teosofiske Samfund sammen med H. P. Blavatsky og samfundets første præsident. Olcott var Blavatskys nære ven og betroede medarbejder og det var i kraft af hans organisatoriske talent at det teosofiske arbejde kunne spredes til en lang række lande. Olcott var uddannet agronom og i en periode en af de ledende skikkelser indenfor studier af landbrugsdrift i Amerika. Senere blev han ansat ved bladet New York Tribune. Han kæmpede for nordstaterne under den amerikanske borgerkrig og i 1862 blev han udpeget til at udforske og afdække bedrag og kriminalitet, der var blevet begået i ly af krigen. Som resultat af sine afsløringer af korruption fik han rang af oberst. Fra 1868 blev han praktiserende advokat, men trods sine mange udmærkelser var han drevet af en dyb interesse for spiritistiske og psykiske fænomener, der vejede tungere end karriere og samfundsmæssig anseelse.

Som følge heraf tog han til Eddyfarmen i Chittenden i staten Vermont, for at skrive artikler om spiritistiske seancer og fænomener, der foregik på stedet. Senere blev han af redaktøren på New York Daily Graphic bedt om at foretage en grundig undersøgelse på bladets vegne. Resultatet blev bragt i artikler to gange ugentligt i bladet.

Det blev således under sit tolv ugers lange ophold på Eddyfarmen at Olcott mødte H. P. B., som netop besøgte stedet på grund af hans artikler. Resultatet af deres møde i 1874 blev et livslangt kompagniskab i grundlæggelsen og ledelsen af Det Teosofiske Samfund. Olcott blev kendt for sit hæderlige og omhyggelige væsen og ikke mindst sine organisatoriske evner.

Overalt på sine rejser med H. P. B. blev han opfattet som Det Teosofiske Samfunds “milde patriark”, hvilket ikke mindskedes af hans statelige figur. Han var ikke kun Blavatskys utrættelige medarbejder, men også en fængslende taler, der formidlede de “nye” teosofiske tanker ved utallige møder og forsamlinger i en lang række lande.

Det teosofiske hovedkvarter blev i 1879 flyttet fra New York til Adyar ved Madras i Sydindien og samfundets aktiviteter gengav hinduer og buddhister deres tro på egen kultur og religion. På Sri Lanka opnåede Olcott en enestående status som vesterlænding i kraft af sin indsats for øens kultur og religion. Han foretog intensive rejser på øen og skrev en buddhistisk katekismus, som længe har været anset for at være grundlæggende i buddhismens udbredelse i området. Man regner det for hans fortjeneste, at antallet af buddhistiske skoler blev øget fra kun 2 til 200 på bare tyve år. Ved en mindehøjtidelighed 60 år efter Olcotts død rejste de srilankanske myndigheder i 1967 en stor statue af Olcott i hovedstaden Colombo, og samme år udsendte regeringen et jubilæumsfrimærke med hans portræt, handlinger der vidner om en bemærkelsesværdig indsats. Olcotts arbejde på Sri Lanka førte i 1888 til, at han blev inviteret til Japan af en nationalkomité af buddhistpræster, som håbede han kunne gentage succesen dér. Under stor opmærksomhed foretog han en 4 måneders foredragsturné i Japan og deltog i møder, der havde til formål at forene de forskellige buddhistiske retninger.

Blandt hans kendteste bøger er serien “Old Diary Leaves”, “People from the Other World”, “Applied Theosophy and other Essays” og hans tidligere omtalte buddhistiske katekismus, der er udgivet på adskillige sprog. Olcott var Det Teosofiske Samfunds første verdenspræsident til sin død i 1907.

Anbefalet biografi: Howard Murphet: “Hammer on the Mountain – The Life of Henry Steel Olcott (1832-1907)”, The Theosophical Publishing House, Wheaton, Ill., U. S. A., 1972. ISBN: 0-8356-0210-9.

 

 

 

WILLIAM QUAN JUDGE (1851-1896)

William Quan Judge blev født i Dublin i Irland den 13. april 1851. Omkring 7-års alderen blev han alvorligt syg og da han endelig kom sig, var han ikke længere den samme. Fra det øjeblik interesserede han sig intenst for mystiske emner og fordybede sig i åndelig litteratur. Da han var 13 år udvandrede familien til Amerika. Hans nu enlige fader bosatte sig i Brooklyn, New York, med alle 7 børn. Unge Judge blev kontorist hos en advokat og senere sagfører med bestalling i staten New York. I 1874 giftede han sig med lærerinde Ella M. Schmidt. De fik et barn, der døde som spæd, hvilket var et stort tab for Judge, der inderligt ønskede sig børn. Hustruen var streng metodist, så i længden blev deres ægteskab ikke lykkeligt.

Allerede samme år, i 1874, kon Judge i kontakt med H. P. Blavatsky. Efter at have læst Henry Steel Olcotts artikler i Daily Graphic om de spiritistiske fænomener på Eddyfarmen, skrev han til ham og spurgte om han kunne møde Blavatsky. Han skulle snart blive fast gæst i hendes lejlighed på Irving Place 46 i New York og Judge blev den ene af de tre ledende stiftere af Det Teosofiske Samfund. Blavatsky udtalte i 1889 om ham: “Judge er en af stifterne og en mand, der altid har været mestrene tro…” Ved stiftelsen blev Olcott valgt som præsident, Blavatsky blev sekretær og Judge blev vicepræsident. Da Blavatsky og Olcott i 1878 flyttede hovedkvarteret til Indien, fortsatte Judge med ledelsen i Amerika.

I 1884 rejste han til Indien, holdt foredrag og besøgte hovedkvarteret i Adyar, og efter sin hjemkomst dannede han i 1886 strukturen i den amerikanske sektion, som var i hastig vækst. Blavatsky sagde om ham: “Det oberst Olcott har udrettet i Indien og Asien, har Judge fuldført i Amerika”. Han udgav månedsskriftet “The Path”, der blev rygraden i amerikansk teosofisk litteratur og i 1888 udgav han det centrale værk “An Epitome of Theosophy”, der skulle få stor betydning. I London hjalp han Blavatsky med at grundlægge “Den esoteriske sektion” i Det Teosofiske Samfund og i 1889 udgav han et mindre dialogpræget blad, “The Theosophical Forum” og bogen “The Yoga Aphorisms of Patanjali”. I de kommende år skrev han flere væsentlige værker. Den irske digter, George William Russell (kendt som AE), kaldte ham for “Den blideste af alle dem, jeg nogensinde har truffet”. Efter Blavatskys død i 1891 blev det Judge og Annie Besant, der sammen ledede den esoteriske sektion. I 1893 udgav han “The Ocean of Theosophy”, der senere er blevet en teosofisk klassiker.

I samme år, 1893, opstod der en kløft mellem Judge på den ene side og Annie Besant og Olcott på den anden, som skulle vare til hans død. Der opstod rygter om at han skulle have misbrugt mestrenes navne og håndskrifter til at fremme egne personlige formål. Sagen bølgede frem og tilbage og samfundet befandt sig efterhånden i en større krise, som kulminerede med at Judge i april 1895 var med til at løsrive den amerikanske sektion og danne en uafhængig sammenslutning, Det Teosofiske Samfund i Amerika, med Judge som præsident. Der har i årenes løb været en tilbagevendende debat omkring rygterne vedrørende Judge, men det må bemærkes at der aldrig synes at have været substans i anklagerne og desuden at Blavatsky havde ubetinget tillid og tiltro til Judge som menneske og medarbejder for den teosofiske sag.

Judge havde et skrøbeligt helbred og han fik tuberkulose i 1896. Han døde den 21.marts samme år i New York.

Anbefalet biografi: Sven Eek & Boris de Zirkoff: “William Quan Judge”, The Theosophical Publishing House.

 

 

 

ANNIE BESANT (1847-1933)

Annie Besant blev født i England den 1. oktober 1847 i London af forældre med irsk afstamning. Hun står som en af den moderne teosofis betydeligste frontfigurer og var samfundets anden internationale præsident i fulde 26 år, perioden fra 1907 til sin død i 1933. Som ung blev hun gift med en anglikansk præst. En voksende indre konflikt i forholdet til den herskende kristendom tvang hende ud i en skilsmisse og hun mistede forældreretten til sine to små børn. I en periode kæmpede hun sig gennem ved at tage tilflugt til studier på universitetet, hvor hun tog grader i kemi, botanik, matematik, fysiologi og almen fysik. Hun erhvervede sig hermed retten til at bære doktortitlen.

Annie Besant blev inden længe kendt som en brændende politisk idealist, en næsten militant fritænker, som lagde vægt på både at være socialist og ateist, da hun ikke kunne se nogen sammenhæng mellem kristendommens retfærdige Gudfader og en verden i dyb elendighed. Som fremtrædende socialist blev hun strejkeleder og organiserede “the Match Girls”, de unge piger, der arbejdede på tændstikfabrikkerne. Hun blev en glødende kvindeforkæmper og var samtidig en værdsat freelance-journalist. Hun blev hurtigt kendt som en blændende taler, et enestående oratorisk talent, der formåede at gøre sin tale til “velklingende musik”. Dette kom både til udtryk i hendes socialistiske periode og senere, hvor hun som ledende teosof ofte talte til flere tusinder ad gangen.

Som 42 årig – i 1889 – fik hun nu til opgave at anmelde Blavatskys “Den hemmelige lære”. Hun læste det store værk i ét stræk og blev fuldstændigt opslugt af det panorama, der udfoldede sig for hendes indre blik. Hun opsøgte derfor hurtigt H.P.B. og anmodede om at måtte blive hendes elev. Så voldsom var den indre revolution, som læsningen af Den hemmelige lære havde forårsaget. Socialisten, kvindeforkæmperen, samfundsrevseren og den svorne ateist Annie Besant, var i ét nu blevet revet ud af sin vante sammenhæng og stod ansigt til ansigt med et verdensbillede og menneskesyn, som syntes at opfylde alle hendes længsler og behov for erkendelse. I teosofien fandt hun alle de svar og perspektiver, som hun havde manglet i tomrummet mellem socialismens gudsforladthed og den blinde teologis verdensforladthed. Teosofien formåede at frembringe den nødvendige forsoning mellem videnskab og religion og skabe en syntese, som hun så ofte i sit indre havde håbet på. Og således tog hendes arbejde sin begyndelse i Det Teosofiske Samfund, hvor hun snart indtog en central position.

Annie Besant var en dynamisk ildsjæl ligesom Blavatsky og hendes arbejde for retfærdighed tog nu udgangspunkt i visdomslæren og den voksende interesse for åndelige livsværdier, som optog flere og flere i begyndelsen af århundredet. Hun blev især kendt for sin ubetingede loyalitet overfor nære venner og overfor den teosofiske sag. I 1909 adopterede hun den indiske dreng Krishnamurti, der var blevet opdaget af Leadbeater. Krishnamurti skulle senere komme til at spille en både afgørende og overraskende rolle i det teosofiske miljø. Som elev af Blavatsky havde Besant gennemgået en optræning af højpsykiske evner, hvilket skulle få stor betydning for hendes forskningsmæssige indsats, især med kollegaen Charles Leadbeater. Sammen arbejdede de med at udforske de indre verdeners natur og fremlagde de talrige clairvoyante forskningsresultater i bøger, der den dag idag er helt centrale teosofiske håndbøger Besant stod som en fortræffelig organisator og administrator og hun fremkaldte stor hengivenhed hos de mange tusinder af teosoffer verden over. Hun var også aktiv i etableringen af Fællesfrimureriet og i 1908, kun et halvt år efter sit valg som præsident, grundlagde hun “The Theosophical Order of Service” (Den Teosofiske Tjenesteorden) ud fra den grundholdning at “teosofien må gøres praktisk” og der må skabes “en forening af alle der elsker, i tjeneste for alle der lider”. Hun var aktiv i hjælpen med at skabe Liberal Katolsk Kirkes liturgi, arbejdede dynamisk indenfor Stjernens Orden og hun nåede at skrive mere end 100 større og mindre bøger og holde et utal af foredrag.

Som 70 årig gik hun i 1917 aktivt ind i indisk politik og blev valgt som præsident for den indiske nationalkongres. Skal man afsluttende karakterisere Besants indsats, da kan det passende være med en af hendes egne udtalelser om betydningen af tjeneste. I 1908 sagde hun: “Du kan ikke være en sand studerende i guddommelig visdom, med mindre du er aktivt involveret i det guddommelige livs tjeneste. Der, hvor der findes nød, lidelse, uvidenhed, strid og grusomhed, der må vi finde de mest oprigtige medlemmer af vort Teosofiske Samfund”.

Blandt Besants mest kendte og læste bøger, indtager “The Ancient Wisdom”, “Bevidstheden og dens udvikling” og de mange bøger om religionernes indre enhed fremtrædende pladser.

Anbefalet biografi: Annie Besant: “An autobiography”, The Theosophical Publishing House, Adyar, 1984. ISBN: 0-8356-7568-8.

 

 

CHARLES WEBSTER LEADBEATER (1853-1934)

Charles Leadbeater blev født den 16. februar 1853 i Stockport, Chesire, i England. Hans far var kasserer og bogholder for en togentreprenør og moderen var datter af en revisor. Charles voksede således op i en almindelig engelsk middelklassefamilie. Han var enebarn og i barndommen flyttede familien sydpå. Faderen døde i London allerede i 1862, kun 37 år gammel. Dødsårsagen var tuberkulose. Som ung fik Charles nu arbejde som kontorist i Williams Deacon Bank og kunne ikke gå på universitetet på grund af de økonomiske problemer familien i en periode havde. Han arbejdede også i All Saints Church på Margaret Street i London. Han fik hjælp af sin onkel, som var præst, da han endelig besluttede sig for at forsøge at blive uddannet til præst.

Herfra tog tingene nu en ny kurs. Han blev ordineret til diakon i 1878 i Bramshott, Hampshire, og blev præsteordineret den 21. december 1879, hvorefter han flyttede til Liphook med sin mor. Her i området – nærmere betegnet Bramshott – påbegyndte han præstegerningen som lokal sognepræst. I sit sognearbejde havde han især en forkærlighed for unge mennesker. Han engagerede dem i forskellige interesseområder: Musik, læsning, svømning, cricket, ornitologi, astronomi, matematik, naturudflugter i New Forest og sidst – men ikke mindst – psykisk forskning.

Sidstnævnte interesse lå ganske vist udenfor den gængse sognepleje, men det bekymrede ikke Leadbeater. Han inviterede unge mennesker hjem til sig og tog dem med til London for at overvære seancer med det berømte medie, William Eglington, og andre spiritister. Leadbeaters store interesse for psykologiske emner gjorde ham på ingen måde til en særling eller outsider, for hans meget enkle livsindstilling og ligefremme væsen havde en afvæbnende virkning. Via interessen for specielt psykiske fænomener kom han i kontakt med A. P. Sinnett, vicepræsidenten for Det Teosofiske Samfund på daværende tidspunkt. Han blev medlem i november 1883 i en alder af kun 29 år.

Det faldt ham nu helt naturligt at bryde op og indstille sin præstegerning, da hans mor var død to år forinden og han ikke længere havde nære familiebånd. Snart fulgte han Blavatsky på en rejse til Indien og i Adyar blev han i 1885 samfundets korresponderende sekretær og i en periode redaktør af bladet The Theosophist. Det var også i efteråret 1885 at han modtog direkte vejledning fra en af de oplyste sjæle, senere kendt som den tibetanske mester Djwhal Khul, i optræning af højpsykiske evner. Det intense, men korte træningsforløb, varede 42 dage. Da var Leadbeater selv i stand til at fortsætte med udviklingen og brugen af clairvoyance og beslægtede former for højere sanseopfattelse.

Under sit fortsatte teosofiske arbejde foretog han buddhistiske uddannelsesopgaver på det daværende Ceylon (nu SriLanka) og etablerede et engelsk kollegium på øen. Han fik løbende mange opgaver som vejleder for unge teosoffer, deriblandt A. P. Sinnetts søn, singhaleseren C. Jinarajadasa og George Arundale, der begge senere blev verdenspræsidenter for Det Teosofiske Samfund. Leadbeater havde et ganske særligt talent for at se kvaliteter og muligheder i unge mennesker, hvilket forstærkedes af hans nu udviklede psykiske evner.

I de følgende år holdt han mange foredragsturneer og skrev en lang række bøger, der hører til blandt de mest læste teosofiske klassikere. Forfatterskabet strækker sig lige fra de kendte håndbøger som “Astralplanet”, “Clairvoyance”, “Det synlige og usynlige menneske”, “Usynlige hjælpere” og “Chakraerne” til omfattende specialværker, deriblandt “Occult Chemistry”, “The Science of the Sacraments”, “Glimpses of Masonic History” og “Man – whence, how and whither”. De fleste værker er direkte baserede på Leadbeaters clairvoyante forskning, ofte i nært samarbejde med Annie Besant.

Leadbeaters teosofiske løbebane blev ikke uden vanskeligheder. I 1906 kom han til at stå i centrum af en kontrovers i Amerika. Rygtedannelser lod vide at han havde utilstedelig omgang med unge mennesker og han måtte i realiteten trække sig ud af Det Teosofiske Samfund i en periode. Han flyttede til Europa og fortsatte uanfægtet sin forskning med højere sanseopfattelse. I dag vides det med sikkerhed at han blev offer for ganske snæversynede fordomme, for i virkeligheden havde han givet sexualrådgivning til flere unge, der bad om hans hjælp. Det var almindelige råd, vi i dag ville betragte som helt naturlige. Måske var det netop hans ligefremhed og fordomsløse indstilling, der var svær at håndtere på daværende tidspunkt.

Hans ensomme periode skulle vare omkring tre år. I 1909 inviterede Annie Besant ham til at genoptage sit medlemskab og bo i det teosofiske hovedkvarter i Adyar. Hun var blevet verdenspræsident efter Henry Steel Olcotts død og mente ikke at Leadbeater var skyld i andet end fremsynethed. Han flyttede til det teosofiske hovedkvarter og det samme år opdagede han på en af sine gåture langs stranden en forkølet inderdreng, der legede med sin bror. Drengen havde den reneste aura Leadbeater nogensinde havde set og han rapporterede sin opdagelse til Besant. Drengen var den meget unge Krishnamurti, som på denne måde kom i søgelyset fra sin fattige ubemærkethed.

I 1914 flyttede Leadbeater til Sydney i Australien. Her boede han i de næste 16 år og indledte sin måske mest energiske livsperiode med undervisning, research, foredrag og teosofiske aktiviteter. I 1915 genoptog han via vennen James Wedgwood undersøgelser omkring kristendommens esoteriske side og blev medstifter af Liberal Katolsk Kirke. I juli 1916 blev han konsekreret til biskop i Sydney og blev senere kirkens anden præsiderende biskop. Arbejdet med research, studier og undervisning fortsatte gennem årene. Efter en europarejse i 1930 slog han sig i en alder af 76 år ned i Adyar for at undervise.

Tidligt i 1934 rejste han ned for at genbesøge Sydney. Året forinden var hans nære ven og arbejdskollega, Annie Besant, død. På rejsen blev han selv syg. Han døde i Perth, Vestaustralien, den 1.marts 1934, 80 år gammel. Leadbeater var uden tvivl en af de betydeligste clairvoyante, der har levet i det 20.århundrede og hans bemærkelsesværdige indsats er stadig højaktuel og relevant i udbredelsen af teosofien. Mange af hans bøger er med god grund fortsatte klassikere den dag i dag.

Anbefalet biografi: C. W. Leadbeater: “How Theosophy came to me”, The Theosophical Publishing House, Adyar, 1986. ISBN: 81-7059-013-2. og Hugh Shearman: “Charles Webster Leadbeater – A Biography”, The St. Alban Press, 1980. ISBN: 0-9082-32-02-0.

 

 

ALICE ANN BAILEY (1880-1949)

Alice Ann Bailey, født La Trope-Bateman, kom til verden den 16.juni 1880 i en velhavende, aristokratisk familie i Manchester, England. Hun havde en materielt set tryg og overbeskyttet, men meget ensom barndom, der var under påvirkning af en snæversynet kristendomsopfattelse. I 1895 havde hun imidlertid som 15 årig en meget usædvanlig oplevelse, der for en stund bragte hende helt ud af de vante mønstre. En søndag formiddag trådte en høj, europæisk klædt mand med turban pludselig ind i dagligstuen, hvor hun sad mens resten af familien var i kirke. Han fortalte hende om en fremtidig opgave hun ville få, til gavn for mange mennesker, hvis hun ville bringe orden i sit liv og arbejde med at opnå større selvforståelse. Manden forsvandt lige så pludseligt, som han kom.

Den ejendommelige hændelse førte til en indre holdningsændring, men hun lagde den med tiden i baggrunden. Hendes livs ydre omstændigheder førte til at hun blev evangelist, udsendt blandt de britiske tropper i Irland. Hun var 22 år og havnet i en rolle, der ikke skyldtes indre drift men miljø og indflydelsesrige bekendte. Ikke desto mindre lærte hun mange ting i sin nye situation. Hun lavede mad til soldaterne og prædikede evangeliet gennem overvindelse af både skyhed og sceneskræk.

Senere blev hun sendt videre til Indien som evangelisk udsending og her udvidedes hendes arbejdsområder. Hun holdt omkring 15 ugentlige evangeliemøder, skrev korrespondance, førte regnskaber og ledte betjeningen af 5-600 soldater i en café om aftenen. Om eftermiddagen hjalp hun på hospitalsstuerne. Men arbejdet sled på hende og i 1906 blev hun hjemsendt. Efter en længere periode med restitution blev hun gift med Walter Evans, en soldat hun var blevet forelsket i under sit ophold i Indien. Han blev snart præst i den episkopale kirke i Californien og sammen fik de tre piger. Men ægteskabet holdt ikke længe og Evans blev voldelig overfor hende. Han blev forflyttet til et andet sogn og selv flyttede hun ind i en treværelsesbolig med sine tre døtre. For at tjene til dagen og vejen måtte hun tage arbejde på en sardin-konservesfabrik, hvor hun pakkede dåser dagen lang. Undervejs i hele denne proces var hun ikke andet end en ganske almindelig pige, der prøvede lidt af hvert og fulgte livets omstændigheder. Det var først i 1915 at hun mødte to engelske damer, der introducerede hende for H. P. Blavatsky og Den hemmelige lære.

Mødet med teosofien åbnede alle hendes sinds døre og hun fik sat alt i et radikalt nyt perspektiv. I 1917 flyttede hun til Hollywood i Californien for at være nærmere Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter i Krotona. Hun fik arbejde i samfundets vegetariske cafeteria og havde således fortsat til dagen og vejen. To år senere blev hendes skilsmisse tilendebragt og hun mødte sin fremtidige mand, Foster Bailey, en tidligere dommer, der nu helt helligede sig teosofien. Hendes tre piger fik nu også en elsket og afholdt stedfader og parret blev gift i New York i 1920.

Men allerede året forinden havde hendes livskald taget sin begyndelse. En dag, hvor hun havde sendt børnene i skole, gik hun ud på en bakke nær huset. Pludselig mens hun sad der, hørte hun lyden af musik og en stemme spurgte hende: “Der er nogle bøger, som man ønsker skrevet til offentligheden. Du kan skrive dem. Vil du det ?” Efter en første afvisning af denne psykisk-oversanselige henvendelse indvilligede hun i at lade det komme på en prøve. Tre uger senere begyndte det monumentale forfatterskab, der senere blev kendt også under Tibetanerens navn.

Fra da af gik alt meget hurtigt og Alice Bailey begyndte for alvor på den indre træning, der er nødvendig til et så betydningsfuldt arbejde. I 1921 underviste hun et hold i Den hemmelige lære og forløbet blev en stor succes. Tidligere elever af Blavatsky støttede hendes arbejde trods voksende indre splittelser i Det Teosofiske Samfund og en stadig større uvilje mod hendes og Foster Baileys arbejde. De fortsatte med at være medlemmer af samfundet, men i 1923 grundlagde hun The Arcane School, som er en esoterisk træningsskole i meditation, studium og tjeneste. Arbejdet voksede og bøger dikteret af Tibetaneren udkom, år efter år. Verdensomspændende korrespondance tog til og i 1932 blev den internationale Goodwill-bevægelse påbegyndt. Allerede i 1939 var den udbredt i 19 lande og i 1937 tog de verdensomspændende triangelaktiviteter deres begyndelse.

I årene fra 1919 til sin død den 15.december 1949 skrev Alice Bailey 19 bøger for Tibetaneren og forfattede selv 4 andre samt sin ufuldendte selvbiografi. Den travle mor til tre piger udviklede sig til en discipel af verdensformat, der formidlede det esoteriske budskab til mange lande. De 9000 sider er oversat til talrige sprog og det samlede arbejde når gennem organisationen, The Lucis Trust, i dag ud til millioner af mennesker.

 

 

GEOFFREY HODSON (1886-1983)

Geoffrey Hodson blev født den 12. marts 1886 i Wainfleet, Lincolnshire, i England. Hans familie var selvejerbønder og på grund af vekslende økonomiske kår måtte han forlade latinskolen som 15 årig og søge ind i forretningslivet. Allerede som barn havde han en medfødt clairvoyant evne, der bragte ham ud i en konstant åndelig søgen. Han opsøgte blandt andet spiritistiske cirkler, men fandt ikke i længden tilfredsstillende svar på sine spørgsmål. I 1912 hørte han et foredrag af Annie Besant i Manchester.

Oplevelsen gjorde så stort indtryk på ham at han tilsluttede sig Manchester City Logen. Han var da 26 år.

Under første verdenskrig kom han i Hertugen af Lancasters kavalerikorps og senere i 1918 var han leder af et panserkorps under det store slag i Frankrig og Belgien. Efter krigen blev han indstillet til militærkorset. Den voldsomme spænding mellem pligtopfyldelse under krig og en psykisk sensitivitet af usædvanlig karakter, viste sig at blive en uvurderlig åndelig træning for ham. Det var særdeles voldsomme erfaringer at stå midt i krigens ragnarok med ansvaret for en samling underordnede, samtidig med at han havde udviklet højere sanseopfattelse. I mange måneder var hans faste hjem en kampvogn og med mellemrum havde han ekstraordinære psykiske oplevelser, deriblandt astralt besøg af sin bror Stanley, der netop var blevet dræbt i slaget ved Lens.

Efter krigen slog han sig ned i Preston med sin hustru, Jane, tilsluttede sig KFUM´s sekretariat og arbejdede med rehabilitering af drenge fra institutioner. Samtidig intensiveredes hans arbejde med de højpsykiske evner. Sammen med Jane kørte han ud i det engelske landskab på motorcykel med sidevogn. Her studerede han de usynlige – æteriske og astrale – naturvæsener, der ofte kaldes naturånder. Jane stenograferede hans iagttagelser og resultaterne udkom i flere bøger. I 1924 blev han under en ferie i Shepscombedalen i Gloustershire direkte kontaktet af en engel, der indbød ham til et systematisk samarbejde. De efterfølgende år skrev han en række værker om engleriget, som er enestående af sin art. Geoffrey Hodsons arbejde var af en usædvanlig vidtrækkende karakter. I en længere periode arbejdede han med clairvoyant sygdomsdiagnose og behandling i London. Han samarbejdede med læger i forbindelse med farvebehandling og psykosomatisk medicin, ligesom han i en lang årrække ledede en åndelig helbredelsesgruppe. Hans forskning omfattede emner indenfor så forskellige felter som embryologi, antropologi, geologi, psykologi, fysik og astronomi. I 1930-erne studerede han forskellige indianerkulturer i forbindelse med en foredragsturne i Amerika, især pueblo-indianernes historie og arkæologiske fund fra mayaerne og aztekerne. Han arbejdede med specialstudier i musik og forbindelsen mellem farve, lyd og form.

Hans foredragsvirksomhed førte ham videre til Manila, Java, Singapore, Malaysia, Sri Lanka og Indien. I 1937 havde han et længere ophold i Cape Province i Sydafrika, hvor han blandt andet studerede bjergdevaer, de store landskabsengle, der præsiderer i den uforstyrrede natur. Han var på turneer rundt om i Europa og besøgte også Danmark i begyndelsen af 70-erne.

Ved siden af sit esoteriske pionérarbejde formåede han at stifte og være præsident for New Zealands første vegetariske samfund. Han blev valgt til præsident for det samlede råd af New Zealands dyreværnsorganisationer og arbejdede gennem hele sit liv for at fremme tilblivelsen af et charter for dyrenes rettigheder. I perioden fra 1953-55 og i 1961 var han leder af Visdomsskolen i det teosofiske hovedkvarter i Adyar i Indien og han havde samarbejde og udveksling med atomfysikere, musikkyndige, arkæologer og andre ekspereter, der afprøvede og anvendte hans højpsykiske evner med særdeles positive resultater til følge. En gruppe forskere besluttede offentligt at stå ved deres anerkendelse af Hodson som åndsforsker og fremlagde eksempler på samarbejdet med ham og de resultater det havde affødt.

I sit samlede virke, der strakte sig til hans død som 96 årig i 1983, skrev Geoffrey Hodson omkring 40 teosofiske værker, hvoraf flere hører til blandt de mest læste i dag. Blandt de måske mest kendte hører: “The Kingdom of The gods”, firebinds-værket “The Hidden Wisdom in the Holy Bible”, “Basic Theosophy – The Living Wisdom” og “The Call to the Heights”.

Anbefalet biografi: “Light of the Sanctuary – The Occult Diary of Geoffrey Hodson”, compiled by Sandra Hodson, The Theosophical Publishers, Inc., Manila, 1988. ISBN: 971-91132-0-0.

 

 

DORA VAN GELDER KUNZ (1904-1999)

Dora van Gelder Kunz er født i 1904 på Java af hollandske forældre i det, der dengang var Hollandsk Østindien. Hendes far var kemiker og bestyrede en stor sukkerplantage. Hun fik privatundervisning, fordi der ikke var særlige skoler for hollandske børn på Java. Hendes hjem var mødestedet for mange kulturelt engagerede og veluddannede mennesker fra nær og fjern og begge forældre var intellektuelt og spirituelt orienterede. Flere i Doras familie havde haft højere opfattelsesevner og hendes mor kunne se menneskers astrale auraer, og det var derfor ikke usædvanligt at Dora fra barnsben af selv havde disse evner.

I hendes barndomshjem var der indrettet et specielt meditationsrum og familien sad hver dag og mediterede. Dora fik sine første lektioner i meditation som 5 årig. Hun havde 3 yngre brødre og heraf var to af dem clairvoyante. Familien blev dog hurtigt klar over at Doras evner var usædvanlige og omkring elleveårsalderen drøftede hendes forældre derfor med hende, hvad der var bedst: Hun kunne komme hjem til Holland for senere at få en lægeuddannelse, eller hun kunne fortsætte med sin private huslærer og få specialtræning i videreudviklingen af de specielle højpsykiske evner, som hun i så høj grad var udrustet med.

Doras valg blev det sidste og kort tid efter tog hun til Australien, hvor hun kom i nær berøring med den clairvoyante teosof, C. W. Leadbeater. Han brugte noget af sin tid til at opøve en lille gruppe særlig talentfulde børn og Dora blev den eneste pige i en gruppe på syv. Leadbeater greb ikke direkte ind i Doras psykiske udvikling, men stillede hende en række opgaver, som hun løste i kraft af sine evner. På denne måde blev hun hurtigt hans dygtigste elev. Under sit ophold i Australien organiserede hun også en gruppe, der hjalp børn fra slumkvartererne.

Som 22 årig giftede Dora sig med en amerikaner, der ledte en undervisningsinstitution og var engageret i forretningslivet. De flyttede til USA og fik en søn sammen. Med tiden engagerede Dora sig selv i forretningslivet og blev direktør for et firma, der distribuerer undervisningsmaterialer i USA. Firmaet blev en stor succes og Dora trivedes med funktionen som leder. Hun har i tidens løb arbejdet for at tilvejebringe penge til velgørende organisationer, ligesom hun har hjulpet på veteranhospitaler og taget del i ledelsen af forskellige organisationer. Hendes praktiske sans, sunde fornuft og engagerede energi er blandt hendes mest markante kendetegn.

Det har gennem Dora van Gelders liv været et gennemgående træk at hun med stor lethed har kunnet samarbejde med videnskabeligt indstillede mennesker, og heriblandt især læger, da hun livet igennem har været stærkt optaget af healing. Hun har i mange år haft en fremtrædende plads i det teosofiske arbejde og blev i 1975 valgt som præsident for Det Teosofiske Samfund i Amerika, – en post hun bestred i mere end 10 år. Hun har været leder af samfundets store trykkeri, The Theosophical Publishing House, og har været chefredaktør for bladet The American Theosophist. Hun har desuden en særlig evne til at iagttage devaer og naturånder, hvilket allerede i 1930erne kom til udtryk i hendes værk “The Real World of Fairies”.

Fra omkring 1972 begyndte Dora at arbejde med en stadig større kreds af kompetente mennesker indenfor sundhedsvæsenet. Allerede tilbage i 1930erne påbegyndte hun et livslangt arbejde med doktor Otelia Bengtson, der havde lægepraksis i New York med allergi som speciale. Nogle af de bemærkelsesværdige resultater af samarbejdet kan studeres i pionérværket “The Personal Aura” fra 1991. Hun arbejdede endvidere sammen med den ungarske neurolog, Shafica Karagulla i brugen af sine evner til medicinsk diagnose og nogle af resultaterne fremgår af bogen “The Chakras and the Human Energy Field” fra 1989. I Shafica Karagullas bestseller “Det kreative sind” fra 1973, optræder Dora under pseudonym som “Diana”, der udviser forbløffende evner. Karagulla omtaler hendes forbavsende kunnen og konkluderer: “Hendes pligtfølelse overfor dette arbejde, hendes intelligens og disciplinerede indstilling til forsøgsmetoderne har aldrig ophørt at fryde en videnskabsmands hjerte”.

I de senere år helligede Dora van Gelder sig arbejdet med healing og meditation, som hun holdt foredrag om og underviste i.

Fra begyndelsen af 1970erne udviklede hun et ganske bestemt healingssystem sammen med den daværende professor i sygepleje ved New York University, Dr. Dolores Krieger. Systemet kendes i dag som “Therapeutic Touch” og det omtales også som Krieger-Kunz-metoden. Systemet er en træning i healingsmetoder, som især henvender sig til de mange ansatte i sundheds- væsenet fra sygeplejersker og læger til terapeuter, psykologer og beslægtede sundhedsarbejdere. Therapeutic Touch er i dag vidt udbredt, især i USA, Canada og flere europæiske lande. Tusinder af sygeplejersker har gennemgået træningskurser og der er skrevet taltrige doktorafhandlinger i USA om de markante helbredelsesresultater ud fra Therapeutic Touch. Systemet er det mest udbredte og anerkendte alternative helbredelsessystem, som benyttes både indenfor og udenfor det amerikanske sundhedsvæsen. Dora van Gelder Kunz døde i 1999 og blev 95 år.